Diplomingeniørstuderende løser innovationsudfordringer

onsdag 15 apr 15
|
Få et tværfagligt hold af diplomingeniørstuderende på banen til jeres innovationsudfordringer

I slutningen af diplomingeniørstudiet kan de studerende, på tværs af studieretninger og nationaliteter, følge kurset SME innovation and intrapreneurship. Som del af kurset skal de studerende indgå i et tværfagligt innovativt projektsamarbejde med en mindre eller mellemstor virksomhed (SMV).

For jer som virksomhed kan det at sponsorere et tværfagligt innovationsprojekt være en interessant og kosteffektiv måde til at få nye ideer, udforske muligheder og nye teknologier på jeres markeder.

 

Win-win for alle parter

Med dette tilbud søger vi en win-win situation, hvor vi på DTU Diplom kan uddanne bedre diplomingeniører og samtidig tilbyde ekstra innovationskapacitet for mindre og mellemstore virksomheder (SMV’er).

Kurset indeholder en udforskende fase, hvor innovationsprojekterne bliver udfordret og reframet og en R&D fase, hvor de studerende arbejder iterativt i laboratorier og værksteder med at udvikle prototyper af løsningen.

 

Der er tale om et deltidskursus og vi kan ikke garantere, at projektet ender som forventet. Men vi kan garantere, at et tværfagligt team af dedikerede studerende, og støttet af dedikerede undervisere, i et tæt samarbejde med jer, vil forsøge at vende hver en sten for at adressere jeres innovationsudfordring.

 

Succesfulde projekter leverer typisk et grundigt studie af teknologiske og forretningsmæssige muligheder, suppleret med en eller flere prototyper, som i rimeligt omfang dokumenterer koncepterne. Projekterne leverer ikke produktionsparate løsninger, og konceptet prioriteres over detaljerne for at sikre den bredest mulige læring. Derfor søger vi primært efter projekter, der har en tidshorisont på over et år.

Gennem samarbejdet opnår virksomheden adgang til den nyeste viden, og får samtidig en enestående mulighed for sparring med morgendagens ingeniører.

 

Projekttyper

Vi arbejder med en bred vifte af innovationsprojekter, så hvis I er i tvivl, så spørg. Det kan typisk være ideer til nye projekter, der måske er for langt væk fra kerneforretningen, for risikable eller simpelthen nogle, som jeres firma ikke har ressourcer til at forfølge. Automatiserings- og logistikopgaver, ligesom udforskning af nye teknologier er også interessante temaer for et projekt i samarbejde med studerende fra DTU Diplom. Det vigtigste er, at opgaven ikke er en fastlåst udviklingsopgave, men kan redefineres på baggrund af de studerendes opdagelser, ideer og ikke mindst gennem dialog med jer i virksomheden.

 

Hvad kræver det?

Projektet løber over 13 uger, og vi starter nye forløb hver 1. februar og 1. september. Som virksomhed skal I skrive et projekt brief (se link til briefskabelon) som vi rekrutterer ud fra 2-3 måneder inden kursusstart. Hvis jeres projekt vælges af nok studerende forventer vi, at I i løbet af semestret (februar-maj og september-november) deltager i to statusmøder, lægger hus til et virksomhedsbesøg samt deltager ved den endelige præsentation. Derudover forøger det succesraten, når virksomheden er behjælpelig med at sætte de studerende i kontakt med relevante kunder og brugere. Det koster 5.000 kr. at sponsere et tværfagligt innovationsprojekt. Beløbet bruges til at dække de ekstra udgifter, som vi har til materialer, rejser, vejledere m.m.

 

Er du interesseret i at høre mere?

Kontakt Nynne Christiansen, nmch@dtu.dk tlf: 9351 1185.

Andre muligheder

Udover denne type samarbejde har vi diplomingeniørprojekter,ingeniørpraktik og en lang række andre kurser og workshops,  hvor man kan samarbejde med os. Se her for mere information: http://www.diplom.dtu.dk/Erhvervssamarbejde/Samarbejde

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.viirs.dk/nyheder/nyhed?id=09cfd7ae-df3e-4063-8e91-554896d0c412
2 MAJ 2024